|
EQF - Den europæiske
referenceramme for kvalifikationer
Mobilitet og livslang læring har begge en
central placering i Lissabonstrategiens
målsætning om at gøre EU til den stærkeste og
mest konkurrencedygtige videnbaserede
vækstøkonomi inden 2010.
Det er i dag vanskeligt at sammenligne
kvalifikationer, som er erhvervet inden for
forskellige dele af det europæiske
uddannelsessystem. Dette gør det vanskeligt for både
uddannelsesinstitutioner og
arbejdsgivere
gensidigt at anerkende kvalifikationer, som er
erhvervede i andre lande, og udgør således en
hindring i bestræbelserne på at udvikle et europæisk
rum for uddannelse og arbejdsmarkedet. EU har derfor
vedtaget en "reommendation" til at
oprette en ’oversættelsesnøgle’ - en såkaldt
referenceramme - for at øge gennemsigtigheden i
uddannelserne og
arbejdsmarkedet.
På Det Europæiske Råds topmøde i Lissabon i 2000 blev det
konkluderet, at øget gennemsigtighed i kvalifikationer
skal være et af hovedelementerne i bestræbelserne på at
øge mobiliteten og tilpasse de europæiske
uddannelsessystemer til kravene i det videnbaserede
samfund. Målet med etableringen af den europæiske
referenceramme for kvalifikationer (EQF) er at gøre den
enkeltes kvalifikationer og kompetencer letforståelige i
hele Europa. EQF er altså et referenceværktøj til
oversættelse af forskellige landes
kvalifikationssystemer og –niveauer.
Konkret består EQF af otte referenceniveauer, hvor hvert
niveau refererer til et bestemt uddannelsesniveau.
Referenceniveauerne er hierarkisk struktureret således,
at niveauerne beskriver kvalifikationer erhvervet fra
grundskoleniveau til kvalifikationer erhvervet på det
højest mulige uddannelsesniveau. Til hvert af de otte
referenceniveauer findes der en beskrivelse af hvilke
kvalifikationer, der er klassificeret på det pågældende
niveau. Kvalifikationerne er klassificeret i forhold til
tre typer af læringsresultater:
-
viden
-
færdigheder
-
bredere kompetencer beskrevet som personlige og faglige
resultater
Rådet (Uddannelse, Kultur og Ungdom) og Europa-Parlamentet
vedtog d. 23. april 2008 en tekst
”Recommendation” til en henstilling om etablering af
EQF’en. Heri bliver det understreget, at:
-
EQF skal tage hensyn til forskelligheden i de nationale
uddannelsessystemer
-
medlemslandene kan anvende EQF som et ’referenceværktøj’ til at
sammenligne kvalifikationssystemer for livslang læring (LLL)
på tværs af landegrænser
-
valideringen af ikke-formelle og uformelle læringsresultater bør
fremmes
-
medlemslandene bør på frivillighedsbasis udvikle nationale
kvalifikationsrammer (NQF’er) i overensstemmelse med
national lovgivning og praksis, så NQF kan tilpasses EQF
i 2010
-
alle certifikater, diplomer og Europass-dokumenter bør indeholde en
klar henvisning til ét af de otte hierarkisk opbyggede
niveauer i EQF, og dokumenterne, udstedt af de
ansvarlige myndigheder, skal referere til EQF i 2012
Medlemslande kan nu officielt begynde at implementere
EQF. Danmark har tilsluttet sig tanken om NQF, modsat
f.eks. Finland. Arbejdet med NQF er i Danmark påbegyndt
på flere uddannelsesområder.
Det vurderes, at den sværeste etape bliver
udformningen af de nationale referencerammer for
kvalifikationer (NQF) og disses tilpasning til EQF.
For
yderlig information om EQF se Kommissionens
hjemmeside.
Opdateret d. 23. maj 2008x
|