|
Videregående
uddannelse
De
videregående uddannelser står øverst på den politiske
dagsorden i EU, fordi de anses for at være den vigtigste
drivkraft for, at Europa når de ambitiøse Lissabon mål.
EU har derfor i en længere årrække haft fokus på
”moderniseringen” af institutioner for videregående
uddannelser, især universiteter. Begrebet
”modernisering” har på EU-niveau udviklet sig til at
dække over begreber som ”kommercialisering”,
”kapitalisering” og ”privatisering”.
Der
er fra EU’s side fremsat krav om, at den
europæiske sektor for videregående uddannelse bør stræbe
efter at nå et særlig højt kvalitetsniveau og blive en
kvalitetsreference på verdensplan for at kunne
konkurrere med de bedste i verden.
I
april 2005 udsendte Kommissionen meddelelsen
”Mobilisering af Europas intellektuelle ressourcer –
Hvordan universiteternes bidrag til Lissabonstrategien
kan maksimeres”. I meddelelsen understreges det,
at de europæiske universiteter står over for mange
udfordringer, og at efterslæbet i forhold til EU’s
vigtigste konkurrenter på området fortsat vil øges, hvis
universiteterne ikke iværksætter omfattende
forandringsprocesser. I meddelelsen skitserer
Kommissionen en række løsninger og anbefalinger med
henblik på at indføre reformer. Her fastslår
Kommissionen bl.a., at privat finansiering vil øge
tilgangen af studerende på universiteterne.
I
meddelelsen anbefaler Kommissionen endvidere at indføre
konkurrencebaserede strukturer baseret på økonomiske
incitamenter inden for forskningsområdet. På
universiteterne opfatter mange forslagene som værende i
direkte modstrid med mange års erfaringer, der viser, at
megen ny viden er genereret gennem samarbejde mellem
universiteter og forskellige dele af erhvervslivet.
Det
er underviserorganisationernes klare standpunkt, at det
er en offentlig opgave at sikre fri adgang til
uddannelse for alle. Derfor efterspurgte DLI i sit
høringssvar til
Undervisningsministeriet dokumentation for, at privat
finansiering skulle øge tilgangen af studerende på
universiteterne. DLI advarer også imod at indføre
markedsvilkår med indbyrdes konkurrence på
forskningsområdet, da det kan være en hindring for
vidensdeling og et bredt samarbejde om ny innovation.
Kommissionen fremlagde i 2004 et
forslag til Rådet og Europa-Parlamentets henstilling
om
yderligere europæisk samarbejde vedrørende
kvalitetssikring inden for videregående uddannelser.
Henstillingen betragtes af Kommissionen som
et
kraftigt incitament til at indføre et sammenhængende
europæisk kvalitetssikringssystem inden for de
videregående uddannelser, øge kvaliteten, lette
anerkendelsen af kvalifikationer og fremme mobiliteten.
OECD udgav i april 2008 et
tematisk
review om
“Tertiary Education for the Knowledge Society”.
Det
forventes, at de tre bind, som udgør ca. 750 sider, vil
blive dagsordensættende med hensyn til udviklingen af de
videregående uddannelser.
Opdateret 23. maj
2008x
|