EU’s servicedirektiv

Onsdag den 15. november 2006 vedtog Europa–Parlamentet den endelige udgave af det meget omdiskuterede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, og så kendt som servicedirektivet. I 2007 blev direktivet formelt vedtaget af Rådet, efter vedtagelsen vil der gå yderligere 3 år før de nye regler træder i kraft, altså gør direktivet sig reelt først gældende i 2010.

Siden dannelsen af det Indre Marked har det været hensigten at dette også skulle omfatte handel med tjenesteydelser. For mens handlen med varer på tværs af EU’s medlemsstaters grænser er steget støt siden vedtagelsen af EF-pakken i 1985, er der ikke sket nogen nævneværdig vækst i handlen med tjenesteydelser. Derfor fremlagde Kommissionen i 2004 et forslag om et indre marked for handel med tjenesteydelser - det såkaldte Servicedirektiv. I forbindelse med lanceringen af Servicedirektivet understregede Kommissionen, at 70 % af den europæiske økonomi i dag udgøres af handel med tjenesteydelser. Kommissionen argumenterede yderligere, at som konsekvens af den stadig stigende udflytning af arbejdspladser i fremstillingsindustrien, vokser behovet for at skabe vækst og nye arbejdspladser i servicesektoren.

I Lissabonstrategien er det ligeledes en målsætning, at den europæiske økonomi i højere grad skal baseres på en videnssektor frem for traditionel fremstillingsindustri, og Servicedirektivet er ifølge Kommissionen en vigtig brik for at nå disse målsætninger.  

Bag beregninger af serviceindustriens samlede andel af EU-medlemsstaternes økonomi gemmer sig alle former for tjenesteydelser, dvs. også de tjenesteydelser som udføres af offentlige myndigheder. Da uddannelse er en offentlig tjenesteydelse, som fylder meget på EU-medlemsstaternes offentlige finanser, udgør uddannelsessektoren en betydelig andel af denne serviceindustri. Organisationerne i DUS/DLI fastholder, at uddannelse er et offentlig gode, som alle har krav på og ret til. Derfor er det væsentligt, at uddannelsessektoren ikke sættes under pres for øget liberalisering.

Derfor arbejdede alle danske underviserorganisationer gennem DLI – sammen med de europæiske fagforeninger – for at få uddannelse helt undtaget af servicedirektivet. Dette krav blev desværre ikke fuldt ud imødekommet. Godt nok blev tjenesteydelser af almen ikke-økonomisk interesse undtaget fra servicedirektivet. Men da der ikke findes en juridisk bindende definition af tjenesteydelser af almen ikke-økonomisk interesse, sikre denne bestemmelse ikke automatisk mod, at dele af uddannelsessektoren risikerer at blive defineret som en tjeneste af økonomisk interesse og således bliver underlagt EU’s konkurrenceregler. I debatten op til vedtagelse af servicedirektivet, herskede der ikke tvivl om, at folkeskolen og de gymnasiale uddannelser hører under tjenesteydelser af almen ikke-økonomiske interesser, men uddannelser, hvor der indgår et væsentligt element af brugerbetaling, er  ikke automatisk sikret imod at kunne blive defineret under kategorien af tjenester af økonomisk almen interesse. Det er her pålagt de enkelte medlemslande at definere hvilke tjenesteydelser, der betegnes hhv.  økonomisk og ikke-økonomisk interesse.    

Folketinget kan beslutte

Derfor er det helt afgørende at det danske Folketing, politisk beslutter, at al uddannelsesaktivitet, såvel delvist som helt offentligt finansieret, er af almen interesse. Hermed kan Danmark fastholde den politiske styring med uddannelse, og risikerer ikke at gøre uddannelser til en handelsvare, hvor tilfældige normer og værdier bliver styrende.

Oprindelseslandsprincippet

Et andet meget omdiskuteret punkt i forbindelse med servicedirektivet, var det såkaldte oprindelseslandsprincip. Det blev fra start udsat for hård kritik af fagbevægelsen og hele den europæiske venstrefløj.  Ifølge oprindelsesprincippet, skulle firmaer som ville udbyde service i andre medlemslande, følge de regler der er gældende i deres hjemland/oprindelsesland. Det ville betyde, at lønmodtagere fra eksempelvis østeuropæiske lande - hvor løn og arbejdsvilkår ofte er langt ringere sammenlignet med de vilkår, som danske lønmodtagere har opnået - kunne arbejde i Danmark til end langt lavere løn og på langt ringere vilkår end deres danske kolleger.  Den europæiske fagbevægelse vurderede således, at en vedtagelse af princippet vil skabe fare for ”race to the bottom” i forhold til løn og arbejdsvilkår på det europæiske arbejdsmarked. Derfor var det yderst afgørende for fagbevægelsen at ”oprindelsesprincippet” blev fjernet fra den endelige udgave af servicedirektivet.

Opdateret den 26. juni 2008x