Tjenesteydelser (SGI/SGEI/SSGI)

Tjenesteydelser inddeles i to hovedkategorier, enten som ”tjenesteydelser af almen ikke-økonomisk interesse” og/eller ”tjenesteydelser af almen økonomisk interesse”. Endvidere er det udviklet et tredje begreb – SSGI - som dækker over de ”sociale servicetjenesteydelser”.

SGI – tjenesteydelser af ikke-økonomiske interesse. Tjenesteydelser som overvejende er finansieret gennem offentlige midler, såsom politi, social sikkerhed, retsvæsnet og uddannelse.   

SGEI – tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Så snart der er tale om tjenesteydelser, der indgår under betegnelsen af almen økonomisk interesse, gælder EU’s traktatfæstede konkurrenceregler. Kategorien for sådanne tjenesteydelser er bred og omfatter bl.a. de store netværks industrier som elektricitet, transport og postvæsen. 

SSGI – tjenesteydelser som ligger inden for sociale serviceydelser. Ydelser som relateres til sundhed, arbejdsløshed og pension/ førtidspension. SSGI adskiller sig markant fra de to andre former for tjenesteydelser, idet de både kan høre ind under SGI- altså ikke -økonomiske tjenesteydelser eller som økonomiske tjenesteydelser. Denne form af tjenesteydelser kan derfor være underlagt EF-traktatens bestemmelser om konkurrenceregler.

Om en given tjenesteydelse - eksempelvis erhvervsuddannelse eller højere uddannelse - skal betragtes som SGI eller SGEI skal vurderes fra sag til sag. Det afgørende er, hvorvidt en given ydelse kan siges i sin natur, at være økonomisk eller ej. En ”tjenesteydelse af ikke-økonomiske interesse” er kendetegnet ved hovedsaligt at være tilvejebragt, finansieret og organiseret af offentlige midler og samtidig skal tjenesteydelsen tjene almene interesser.

Sondringen mellem de to kategorier kan dog i mange tilfælde være meget svær at foretage, ligesom forskellige medlemsstater kan have forskellige sondringer. I sidste ende er det derfor EF-Domstolen, som i tvivlsspørgsmål kan tage stilling til medlemsstaternes definitioner.

I forbindelse med vedtagelsen af servicedirektivet, har bl.a. de offentlige lønmodtagerorganisationer stillet krav om en bestemmelse i Traktaten, som eksplicit undtager uddannelse (og social- og sundhedsydelser) fra indgåelse af handelsaftaler. Altså en undtagelse i lighed med den undtagelse, som man fandt i Nice-traktaten. I Nice-traktaten er handel med sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser eksplicit undtaget fra EU’s handelspolitik. Begrundelsen for at fagbevægelsen argumenterede stærkt for en lignende bestemmelse i den nye traktat er, at en undtagelse vil sikre, at en række offentlige tjenesteydelser ikke  bliver liberaliseret så at sige af ”bagdøren”. Det skal være hvert enkelt medlemsland, der suverænt bestemmer, hvorvidt disse serviceydelser varetages af offentlige versus private virksomheder.

Lissabontraktaten

Med den nye Lissabon-traktat blev det fastslået - i kraft af en tilknyttet protokol - at ”tjenesteydelser af almen ikke-økonomisk interesse, er et suverænt nationalt anliggende”. Denne protokol har netop til formål at sikre medlemsstaternes mulighed for selv at definere og dermed afgøre, hvorvidt ”tjenesteydelser af almen ikke-økonomisk interesse” skal kunne indgå som en handelsvare – altså ind under tjenesteydelser af almen økonomiske interesse.

Ønsket om en undtagelse af uddannelsesområdet blev altså ikke imødekommet. Til gengæld bevirker den nævnte bestemmelse, at Danmark selv afgør, hvorvidt vi ønsker en liberalisering af dele den offentlige sektor – herunder uddannelse.

Således står der i en protokol til Lissabontraktaten: Traktatens bestemmelse berører på inden måde medlemsstaternes beføjelser til at levere, udlægge og tilrettelægge ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse.”

Opdateret den 12. november 2008x