|
Offentlig service
Offentlig service spiller en væsentlig rolle for
livskvaliteten blandt borgere i alle EU’s 27
medlemslande. Tjenesteydelser af høj kvalitet, som alle
har adgang til, er en grundlæggende del af den
europæiske sociale model, og er medvirkende i
bestræbelserne på at opnå så forskellige må i
EU-politikken, som at styrke den sociale
sammenhængskraft og at implementere Lissabon-strategien
for vækst og beskæftigelse.
Det
juridiske system, den offentlige transport,
vandforsyning, politi og brandvæsen, affaldshåndtering
og ikke mindst uddannelse er aktiviteter, som er af
almen interesse for samfundet. På trods af meget
forskellige måder at indrette disse sektorer på i
medlemslandene, er der generel politisk enighed om, at
de er så afgørende velfærden i Europa, at reguleringen
af dem ikke kan overlades til de frie markedskræfter.
Derfor er de offentlige tjenesteydelser underlagt andre
former for regulering end de fleste økonomiske sektorer.
Inden for EU har der dog i de senere år været en tendens
til at give private tjenesteudbydere en større eller
mindre rolle i leveringen af offentlig service, gennem
diverse udliciterings- eller samarbejdsformer fx Privat/offentlige-partnerskaber.
Man
har også fra EU’s side besluttet, at give disse
tjenesteydelser en særstilling i forhold til bl.a.
lovgivningen om det indre marked. I EU-terminologi
arbejder man med begreberne tjenesteydelser af almen
interesse (efter deres engelske betegnelse Services of
General Interest oftest forkortet SGI) og
tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (SGEI).
Der eksisterer ikke fællesskabslovgivning eller fælles
definitioner for disse kategorier af tjenesteydelser,
men både Kommissionen og EF-Domstolen tillægger dem
alligevel en ganske særlig stilling. Fx er SGI undtaget
fra Servicedirektivet, mens SGEI kun delvist er
omfattet.
I
EU-lovgivningen har bl.a. uddannelsesområdet en
særstilling, idet det blandt andet fastslås i den
gældende EF-traktats art. 149 og 150, at uddannelse er
et nationalt anliggende, som udelukkede reguleres af de
enkelte medlemsstater. I Servicedirektivet hedder det om
uddannelse, at uddannelsestilbud under det nationale
uddannelsessystem ikke er omfattet af direktivet. Hvad
der præcis henvises til med udtrykket ”det nationale
uddannelsessystem” er uklart, men den almindelige
opfattelse er, at i hvert fald folkeskolen og
ungdomsuddannelserne falder under denne betegnelse.
Omvendt kan erhvervsuddannelserne samt de højere
uddannelser meget vel tænkes at blive kategoriseret som
SGEI, og dermed komme til at høre under
Servicedirektivets bestemmelser. Definitionerne på og
sondringen mellem SGI og SGEI er således af stor
betydning for DLI’s medlemsorganisationer.
Opdateret den 26.juni
2008x
|