|
Statsstøtte
I
forbindelse med overgivelse af offentlige
tjenesteforpligtelser til private udbydere, det vil sige
at lade private virksomheder levere tjenesteydelser af
almen økonomisk interesse, er det ofte nødvendigt, at
give disse virksomheder et vist tilskud. Det skyldes, at
samtidig med at disse virksomheder får ret til at levere
SGEI, bliver de samtidig pålagt en række forpligtelser,
som f.eks. at levere ydelsen til en bestemt pris eller
at sørge for, at ydelsen bliver udbudt i alle afkroge af
landet. For ikke at gøre det urentabelt for den private
udbyder, kan det offentlige derfor yde tilskud til
driften.
Statsstøtte til private virksomheder er dog principielt
forbudt i EU. EF-traktatens artikel 86 forpligter
medlemsstaterne til at sikre, at offentlige virksomheder
eller virksomheder, der af staten er tildelt særlige
eller eksklusive rettigheder, handler i overensstemmelse
med traktatens øvrige regler, især konkurrencereglerne.
Det gælder f.eks. artikel 81, der forbyder
konkurrenceforvridende aftaler, og artikel 82, der
forbyder udnyttelse af en dominerende stilling.
EF-traktatens regler om statsstøtte er fastsat i
traktatens artikel 87 og 88. EF-traktatens artikel 87,
stk. 1, har følgende ordlyd:
"Bortset fra de i denne Traktat hjemlede undtagelser er
statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af
statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer
eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at
begunstige visse virksomheder eller visse produktioner,
uforenelig med Fællesmarkedet i det omfang, den påvirker
samhandelen mellem Medlemsstaterne."
Artikel 86, stk. 2, fastslår imidlertid, at
”Virksomheder, der har fået overdraget at udføre
tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller
har karakter af fiskale monopoler, er underkastet denne
traktats bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i
det omfang anvendelse af disse bestemmelser ikke retligt
eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver,
som er betroet dem.”
Det
vil sige, at hvis reglerne for det indre marked hindrer
en virksomhed i at leve op til sin forpligtelse om at
levere en tjenesteydelse af almen interesse, er
virksomheden ikke tvunget til at følge disse regler.
Denne bestemmelse står således centralt i det
overordnede regelsæt, som regulerer forholdet mellem
EU’s indre marked og den offentlige selvbestemmelsesret,
som er nedlagt i subsidiaritetsprincippet.
En af
de vigtigste retlige kilder, som regulerer reglerne om
statsstøtte er imidlertid en dom ved EF-Domstolen, den
såkaldte Altmark-dom. Her giver domstolen sin
fortolkning af reglerne om statsstøtte i forbindelse med
udøvelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse.
Baggrunden for sagen er, kort fortalt, at den tyske
kommune Stendal i 1990 gav virksomheden Altmark Trans
tilladelse til at drive rutebilsvirksomhed i kommunen.
Idet billetindtægterne ikke var tilstrækkelige til at
finansiere driften, fik virksomheden et tilskud fra
kommunen. Da kontrakten senere blev forlænget, blev den
anfægtet af et andet selskab, som hævdede, at der var
tale om ulovlig statsstøtte.
-
Efter en lang proces ved EF-Domstolen lød dommen, at
det følger af fast retspraksis, at for at en
statslig foranstaltning skal kunne betragtes som en
statsstøtte i EF-traktatens forstand, skal den kunne
anses for en "fordel", der tildeles den
begunstigede virksomhed. Virksomheden ville ikke
have opnået denne fordel under sædvanlige
markedsbetingelser. Domstolen fastslog navnlig, at
der ikke er tale om en sådan "fordel", når en
statslig økonomisk foranstaltning må betragtes som
en kompensation, der er et vederlag for de ydelser,
som de begunstigede virksomheder leverer til
opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste.
Med andre ord: I det aktuelle tilfælde fik
busselskabet økonomisk kompensation for at holde
serviceydelsen på et (højt) niveau, som under
markedsvilkår ville give tab.
Fire betingelser være opfyldt, for at en sådan
kompensation i det enkelte tilfælde kan falde uden
for begrebet statsstøtte og derved anses som
lovligt.
-
For det første skal den pågældende
virksomhed faktisk være pålagt at opfylde
forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse
forpligtelser skal være klart defineret.
-
For det andet
skal de kriterier, der vil være grundlag for
beregningen af kompensationen, være fastlagt på
forhånd på en objektiv og gennemsigtig
måde.
-
For det tredje
må kompensationen ikke overstige, hvad der
er nødvendigt for helt eller delvis at dække de
udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af
forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der
skal tages hensyn til hermed forbundne indtægter
såvel som til en rimelig fortjeneste.
-
For det fjerde
skal kompensationens størrelse, når udvælgelsen sker
uden for rammerne af en procedure for tildeling af
offentlige kontrakter, fastlægges på grundlag af en
analyse af de omkostninger, som en gennemsnitlig
transportvirksomhed måtte bære (under hensyntagen
til indtægterne og til en rimelig fortjeneste ved
opfyldelsen af virksomhedens forpligtelser).
Det
er således kun, hvis disse fire betingelser er opfyldt,
at det kan antages, at en virksomhed reelt ikke er
blevet begunstiget ved en økonomisk "fordel", altså at
det sætter virksomheden i en konkurrencemæssigt
fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der
konkurrerer med den. På denne præmis er der ikke tale om
offentlig støtte i EF-traktatens forstand.
Offentlig støtte til uddannelse
Med
hensyn til uddannelsesområdet sikrer Altmark-dommen, at
offentlig støtte til private uddannelsesinstitutioner
ikke kan forbydes med henvisning til reglerne for
statsstøtte, idet levering af uddannelse er en af
statens forpligtelser overfor sine borgere. Dette gælder
også for uddannelsestilbud, som staten lader private
udbydere varetage på sine egne vegne.
Opdateret den 12. november 2008x
|
