|
Offentlig service
Offentlig service
spiller på mange måder en meget væsentlig rolle
for livskvaliteten blandt borgere i alle EU’s 25
medlemslande. Tjenesteydelser af høj kvalitet
som alle har adgang til, er en grundlæggende del
af den europæiske sociale model, og er
medvirkende i bestræbelserne på at opnå så
forskellige mål, som at styrke den sociale
sammenhængskraft og at implementere
Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse. |
|
Det juridiske system, den offentlige transport,
vandforsyning, politi og brandvæsen,
affaldshåndtering og ikke mindst uddannelse er på
hver sin måde aktiviteter, som er af almen interesse
for samfundet. På trods af meget forskellige måder
at indrette disse sektorer på i medlemslandene, er
der generelt enighed om, at de er så afgørende, at
de ikke fuldstændigt kan overlades til det frie
marked. Derfor er de fleste offentlige
tjenesteydelser underlagt andre former for
regulering end de fleste økonomiske sektorer. Man
har dog flere steder valgt, at give private
tjenesteudbydere en større eller mindre rolle i
leveringen af offentlig service, gennem diverse
udliciterings- eller samarbejdsformer.
Man har også fra EU’s side besluttet, at give disse
tjenesteydelser en særstilling i forhold til bl.a.
lovgivningen om det indre marked. I EU-terminologi
arbejder man med begreberne tjenesteydelser af
almen interesse (efter deres engelske betegnelse
Services of General Interest oftest forkortet SGI)
og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse
(SGEI). Omend der endnu ikke eksisterer
fællesskabslovgivning for disse kategorier af
tjenesteydelser, tillægges de dog af både
Kommissionen og EF-Domstolen en ganske særlig
stilling. Ligeledes er SGI undtaget fra det kommende
Servicedirektiv, mens SGEI kun er delvist omfattet.
Også uddannelsesområdet tildeles en særstilling,
idet det blandt andet fastslås i den gældende
EF-traktats art. 149 og 150, at uddannelse er et
nationalt anliggende, som udelukkede reguleres af de
enkelte medlemsstater. I Servicedirektivet hedder
det om uddannelse, at uddannelsestilbud under det
nationale uddannelsessystem ikke er omfattet af
direktivet. Hvad der præcis henvises til med
udtrykket ”det nationale uddannelsessystem” er
uklart, men det må dog formodes, at i hvert fald
folkeskolen og ungdomsuddannelserne falder under
denne betegnelse. Omvendt kan erhvervsuddannelserne
samt de højere uddannelser meget vel tænkes at blive
kategoriseret som SGEI, og dermed komme til at høre
under Servicedirektivets bestemmelser.
Definitionerne på og sondringen mellem SGI og SGEI
er således af stor betydning for DLI’s
medlemsorganisationer.
|