Statsstøtte

I forbindelse med overgivelse af offentlige tjenesteforpligtelser til private udbydere, det vil sige at lade private virksomheder levere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, er det ofte nødvendigt, at give disse virksomheder et vist tilskud. Det skyldes, at samtidig med at disse virksomheder får ret til at levere SGEI, bliver de samtidig pålagt en række forpligtelser, som f.eks. at levere ydelsen til en bestemt pris eller at sørge for, at ydelsen bliver udbudt i alle afkroge af landet. For ikke at gøre det urentabelt for den private udbyder, kan det offentlige derfor yde tilskud til driften.

Statsstøtte til private virksomheder er dog principielt forbudt i EU. EF-traktatens artikel 86 forpligter medlemsstaterne til at sikre, at offentlige virksomheder eller virksomheder, der af staten er tildelt særlige eller eksklusive rettigheder, handler i overensstemmelse med traktatens øvrige regler, især konkurrencereglerne. Det gælder f.eks. artikel 81, der forbyder konkurrenceforvridende aftaler, og artikel 82, der forbyder udnyttelse af en dominerende stilling.

EF-traktatens regler om statsstøtte er fastsat i traktatens artikel 87 og 88. EF-traktatens artikel 87, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Bortset fra de i denne Traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med Fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem Medlemsstaterne."

Artikel 86, stk. 2, fastslår imidlertid, at

”Virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller har karakter af fiskale monopoler, er underkastet denne traktats bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelse af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem.”

Det vil sige, at hvis reglerne for det indre marked hindrer en virksomhed i at leve op til sin forpligtelse om at levere en tjenesteydelse af almen interesse, er virksomheden ikke tvunget til at følge disse regler. Denne bestemmelse står således centralt i det overordnede regelsæt, som regulerer forholdet mellem EU’s indre marked og den offentlige selvbestemmelsesret, som er nedlagt i subsidiaritetsprincippet.

En af de vigtigste retlige kilder, som regulerer reglerne om statsstøtte er imidlertid en dom ved EF-Domstolen, den såkaldte Altmark-dom. Her giver domstolen sin fortolkning af reglerne om statsstøtte i forbindelse med udøvelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

Baggrunden for sagen er, kort fortalt, at den tyske kommune Stendal i 1990 gav virksomheden Altmark Trans tilladelse til at drive rutebilsvirksomhed i kommunen. Idet billetindtægterne ikke var tilstrækkelige til at finansiere driften, fik virksomheden et tilskud fra kommunen. Da kontrakten senere blev forlænget, blev den anfægtet af et andet selskab, som hævdede, at der var tale om ulovlig statsstøtte.

• Efter en lang proces ved EF-Domstolen lød dommen, at det følger af fast retspraksis, at for at en statslig foranstaltning skal kunne betragtes som en statsstøtte i EF-traktatens forstand, skal den kunne anses for en "fordel", der tildeles den begunstigede virksomhed. Virksomheden ville ikke have opnået denne fordel under sædvanlige markedsbetingelser. Domstolen fastslog navnlig, at der ikke er tale om en sådan "fordel", når en statslig økonomisk foranstaltning må betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de ydelser, som de begunstigede virksomheder leverer til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste. Med andre ord: I det aktuelle tilfælde fik busselskabet økonomisk kompensation for at holde serviceydelsen på et (højt) niveau, som under markedsvilkår ville give tab.
  Fire betingelser være opfyldt, for at en sådan kompensation i det enkelte tilfælde kan falde uden for begrebet statsstøtte og derved anses som lovligt.
•  For det første skal den pågældende virksomhed faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret.
• For det andet skal de kriterier, der vil være grundlag for beregningen af kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde.
• For det tredje må kompensationen ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til hermed forbundne indtægter såvel som til en rimelig fortjeneste.
• For det fjerde skal kompensationens størrelse, når udvælgelsen sker uden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitlig transportvirksomhed måtte bære (under hensyntagen til indtægterne og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af virksomhedens forpligtelser).

Det er således kun, hvis disse fire betingelser er opfyldt, at det kan antages, at en virksomhed reelt ikke er blevet begunstiget ved en økonomisk "fordel", altså at det sætter virksomheden i en konkurrencemæssigt fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med den. På denne præmis er der ikke tale om offentlig støtte i EF-traktatens forstand.

Offentlig støtte til uddannelse

Med hensyn til uddannelsesområdet sikrer Altmark-dommen, at offentlig støtte til private uddannelsesinstitutioner ikke kan forbydes med henvisning til reglerne for statsstøtte, idet levering af uddannelse er en af statens forpligtelser overfor sine borgere. Dette gælder også for uddannelsestilbud, som staten lader private udbydere varetage på sine egne vegne. 

 Opdateret 12. november 2008x