PISA

PISA (OECD Programme for International Student Assessments) gennemføres hvert tredje år. Første gang PISA blev gennemført var i 2000. Fra undersøgelsen gennemføres til udgivelsen af rapporten går der næsten 2 år. PISA gennemføres blandt 15-årige elever i de 30 OECD lande og i 35 partnerlande. Undersøgelsen har til formål at udforske hvorvidt elever ved slutningen af den undervisningspligtige periode, har opnået den viden og de færdigheder, som er fundamentale i den enkelte elevs skolegang. Endvidere om de har erhvervet de forudsætninger, der er nødvendige for at kunne klare sig i et moderne videnssamfund.

Hver cyklus i PISA har sit eget fokus. I PISA 2000 var der fokus på elevernes Læsefærdigheder, i PISA 2003 var det Matematik og i PISA 2006 undersøgte man elevernes kompetencer indenfor Naturvidenskab. Den næste rapport er PISA 2009, som endnu ikke er udkommet (men gennemført i februar/marts 2009), og som igen vil fokusere på Læsefærdigheder.  

I hver undersøgelse bliver mellem 4000-6000 elever testet. Disse er valgt ud fra en tilfældigt udvalgt stikprøve fra skoler og efterfølgende ud fra deres alder (15 år). De unge får udover testhæftet med opgaver indenfor læsning, matematik og naturvidenskab, også et spørgeskema, som omfatter en række baggrundsdata.

PISA-undersøgelserne er den enkeltfaktor, der globalt set har haft størst indflydelse på udviklingen af uddannelsespolitikken. I mange lande har PISA været brugt til at legitimere omfattende reformer – ofte uden, at der egentligt er belæg at hente i PISA. Fx er de danske nationale tests vedtaget i Folketinget med de danske PISA-resultater som begrundelse. I øvrigt på trods af, at den samlede danske ekspertise afviste, at PISA indikerede, at nationale tests og standarder forbedrer elevernes resultater. En anden årsag til, at PISA har været udsat for massiv kritik, er, at især medierne har hæftet sig ved den indbyrdes rangordning mellem deltagerlandene, som er en (lille) del af PISA-undersøgelsen. Denne fokusering på ”horserace” har skævvredet hele diskussionen og medført, at fokus er flyttet fra de problemer, PISA måske har bidraget til at afdække, nemlig fx at mellem 15-25 % af Europas unge forlader grundskolen med meget svage læsefærdigheder.

Anvendt med forsigtighed og omhu kan PISA bidrage til at afdække styrker og svagheder i deltagerlandenes skolesystemer, men pressens ensidige fokus på rangordningen og svaghederne har i mange lande været ødelæggende.

Fx er det tankevækkende, at der aldrig i de danske medier har været omtale af, at de danske unge i internationale undersøgelser (inkl. PISA) ligger i top i forhold til motivation til at lære, demokratiske færdigheder, selvtillid og handlekompetence.