Flexicurity

Flexicurity kan bredt defineres ved liberale regler for ansættelse og afskedigelse kombineret med et veludbygget arbejdsløshedsforsikringssystem samt en aktiv beskæftigelsespolitik. Udgangspunktet er, at disse forhold giver et fleksibelt arbejdsmarked, hvor også den enkelte arbejdstager har mulighed for at agere omstillingsparat og fleksibelt

I mange, især central- og sydeuropæiske medlemslande er fokus rettet mod, at sikre den enkeltes job, således at det er i nogle lande er næsten umuligt at fyre en medarbejder. Det gør arbejdsmarkederne mindre fleksible og – hævder især arbejdsgiversiden - mindre konkurrencedygtige.  I diskussionerne på EU-niveau om flexicurity har det været centralt for de danske repræsentanter fra såvel arbejdstagere som arbejdsgivere at understrege, at hele forudsætningen for modellen er et skattefinansieret velfærdssystem med en høj omfordeling. Samtidig forudsætter modellen et tæt socialt sikkerhedsnet og – i konsekvens heraf - et relativt højt skattetryk.

Unikt ved den danske model er også, at det er arbejdsmarkedets parter sammen med staten, som i en hhv. decentral-central forhandlingsmodel varetager modellens stabilitet ved overenskomstforhandlinger i de såkaldte trepartsforhandlinger. 

Samtidig spiller staten en stor rolle i den samlede forståelse af den danske model i finansieringen af arbejdsløshedsunderstøttelse og en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

På europæisk niveau er det vanskeligt at finde eksempler på tilsvarende trepartsforhandlinger eller aktiv finansiering af understøttelse som i Danmark. Modellen er derfor unik.

 EU2020 og Flexicurity

Et af hovedbudskaberne i den gamle Lissabon-strategi fra 2000 var at skabe et arbejdsmarked, som kan sikre flere og bedre jobs. Europas arbejdsmarked og økonomi skal bl.a. tilpasses globaliseringen og den teknologiske udvikling. Det skaber behov for et arbejdsmarked, som på én og sammen tid er fleksibelt, men som samtidig sikrer arbejdstagerne tryghed og et stabilt socialt sikkerhedsnet.

I december 2007 vedtog medlemslandene otte fælles principper for flexicurity. Det understreges, at der ikke findes én ”rigtig” flexicuritymodel, og det derfor er op til hvert enkelt medlemsland at udvikle en egen model ud fra de fælles principper.  

I EU 2020 Strategien bliver den anden agenda af flexicurity eksplicit udmøntet under flagskibet ”nye kompetencer, nye jobs” og i det mere overordnede mål ”Inklusiv Vækst”(Se EU2020 Strategien). Flexicurity bliver tit knyttet sammen med vækst selvom Ministerrådet har fastslået i de nyeste strategier, at der ikke findes en ”one size fits all model”.

EU og kompetence

EU har ikke kompetence til at vedtage direktiver på centrale dele af arbejdsmarkedets organisering som fx lønforhold og organisationsret. Ministerrådet har dog ved enstemmighed vedtaget direktiver om arbejdstageres sociale sikring og beskyttelse og beskyttelse ved ophævelse af en ansættelseskontrakt. Ved kvalificeret flertal har Ministerrådet også vedtaget direktiver om arbejdsmiljø, arbejdsvilkår, information og høring. Det er alle enten bindende mindsteregler eller bredere rammedirektiver.

I Lissabontraktaten er social og arbejdsmarkedspolitikken stadigvæk et af de områder, hvor EU’s kompetence er begrænset mest.

Derfor forbliver principperne for flexicurity indtil videre kun et overordnet benchmark, så det ikke bliver muligt for andre EU lande at snige ”andre” flexicurityprincipper ned over Danmark end dem, der er enighed om nationalt.

For mange lande, som ikke minder om Danmark, er det billigere at indføre liberale afskedigelsesregler end at etablere et skattefinansieret arbejdsløshedsunderstøttelsessystem. Derfor er det afgørende at fastholde begrebets sociale dimension i diskussionerne på såvel EU-niveau som på nationalt niveau.

Opdateret d. 16 sep.2010